Steen Juul fortæller om Granitten
Travtræner Steen Juul havde Granit Bangsbo træning af flere omgange. Her fortæller han om sine oplevelser med hesten.
- I Dansk Trav Derby mener jeg, vi fik dødens i en del af løbet, men så nok derefter andet par udvendigt. Da vi vandt Kosters, kørte jeg med armen i gips. Sejren i finalen var foran Freedom Rider med Axel Jacobsen og Gina med Allan Kristensen, og vi vandt også den indledende afdeling, hvilket der var tre af dengang.
- Ved EM i Holland kørte vi med Stig H. Johansson til Holland, og jeg mener, vi var favorit. Vi førte fra start til mål. Der var en håndfuld danskere blandt tilskuerne. Om aftenen var vi til festbanket og diskotek.
- Kort forinden EM i Holland havde Granit Bangsbo galopperet i mål som vinder af Nordisk Mesterskab i Lunden. Det skyldtes primært, at jeg var blevet lidt overambitiøs, da jeg frygtede, at den anden danske deltager i NM, Ellizar H, var på vej til at overhale os, så jeg gav den lidt ekstra gas, men Granitten slog over i galop.
Det skæbnesvangre øjeblik, hvor Granit Bangsbo under Sten Juuls animering kaster sig i galop og mister sejren i Nordisk Mesterskab. (Foto: Burt Seeger)
- I mit hoved havde vi ellers allerede vundet Nordisk Mesterskab. Så, ja jeg var temmelig skuffet, men så kunne vi se, at vi kunne nå at komme med i EM i Holland, som skulle afvikles allerede en uge senere. Det var en dejlig revanche at vinde i Holland.
Ifølge Steen Juul var Granit Bangsbo klart bedst, når han sad i spids.
- Men det var vores evige konkurrent Game Høgh vel også, og han var også den hurtigste fra start. Så afgørelsen af vores mange dyster med Game Høgh var som regel afhængig af, hvilken af de to heste der havde indvendigt startspor.
Mens Steen Juul havde hesten i træning, var han også på et ophold i Italien.
- Det blev til et fem ugers ophold i Italien, hvor Granit Bangsbo stod fast i en stald, og hvor han havde sin egen danske staldmand med hele tiden. Så vidt jeg husker, blev det til tre starter.
- Poul Uggerhøj var jo forretningsmand, og hvis de gode resultater udeblev med f. eks. Granitten, ja, så tog han den hjem til egen træning. Det skete blandt andet i det sidste år, hesten startede.
- Granit Bangsbo var en hård, stærk og reel hest. Den fik ingen skader i dens aktive år, og vi behandlede ham aldrig med noget, slutter Steen Juul om sine mange oplevelser med hesten.
Steen Juul i vindercirklen med Granit Bangsbo efter parrets sejr i Koster Memorial 1984. (Foto: Burt Seeger)