Julius Høybye

Slagtermester Julius Høybye grundlagde Danmarks første travstutteri, Firemilegården i Karlstrup nord for Køge, hentede førsteklasses avlsmateriale i USA og opdrættede bl.a. tre derbyvindere.

Kun meget få familier har haft så stor betydning for dansk travsport som Høybye-familien, der gennem tre generation – fra den spæde start i slutningen af 1880’erne og næsten 100 år frem – satte sit tydelige præg på både sporten og i særdeleshed avlen.

Julius Høybye (1862-1935) og storebroderen Jens Høybye (1851-1927) kom ind i travsporten allerede i slutningen af 1880’erne på Danmarks første travbane, Kjøbenhavns Traverbane på Lyngbyvejen, men det var først efter århundredeskiftet, at Julius Høybye for alvor begyndte at markere sig – både som opdrætter og ikke mindst som hesteimportør.

Jens Høybye var den første af de to brødre, som begyndte at køre travløb og han opdrættede også en del heste gennem årene – mest kendt er Opdrætningsløb- og Kriterievinderen Maro, der vandt 28 løb – men hans bedrifter er intet at sammenligne mod Julius Høybyes.

”Gamle Høybye” opdrættede en perlerække af fine væddeløbere, der specielt op gennem 20’erne tog godt for sig af retterne i de klassiske løb på Lunden. Det blev således til to derbyvindere, tre opdrætningsløbsvindere og tre kriteriumsvindere – vel at mærke i en periode på blot 11 år (1924-35).

Han havde sin storhedstid i årene efter 1. Verdenskrig og frem til sin død i 1935, men Julius Høybyes betydning for dansk – og skandinavisk – travsport kan bl.a. illustreres ved det faktum, at en lang række toptravere som Copenhagen Cup-vinderne Mr Picolit og Orali, hoppederbyvinderen Bonita L, mangemillionærerne Fridhems Ambra og Jaded samt ikke mindst verdensmesteren Papagayo E i lige linje kan føres tilbage til nogle af de hopper, som Julius Høybye i sin tid importerede fra USA. 

For ikke at tale om de utallige heste, der er efterkommere af Julius Høybyes avlshingste, bl.a. Tarok, hvis morfar Ax Frisco er søn af Høybyes mest betydningsfulde avlshingst, Captain Axworthy (avlschampion 1938 og 1940-44).

undefined

Koster, Gibtown og Julius Høybye efter derbysejren i 1926.

Tyskfødt halvblodshoppe

Julius Høybye – som var slagtermester og oprindeligt kom fra Kildebrønde - startede som opdrætter allerede i 1894, hvor hingsten Sagadashny II kom til verden. Moderen var en tyskfødt halvblodshoppe, Bertha, af ukendt afstamning, der blot fik to afkom.

I 1894 indførte Høybye også hingsten Tom Jefferson, der var født i Canada i 1875. Hesten var således på daværende tidspunkt 19 år, men nåede alligevel at starte nogle få gange på Lunden i 1895 – dog uden den store succes.

Julius Høybye fik et enkelt afkom efter Tom Jefferson, Miss Jefferson (e. Bertha) født i 1896. Den blev også far til 1901-derbyvinderen Lady Tom, men har kun disse to afkom i Danmark og Tom Jeffersons videre skæbne kendes ikke.

Allerede i 1905 fik Julius Høybye sin første derbysejr med Elinor, der imidlertid ikke var eget opdræt. Hun var faktisk født i USA og kom til Danmark i oktober 1901 som såkaldt mockindlænder sammen med sin mor, Missie, der var en af de fem følhopper, som træner Julius Pajoncek købte i USA på vegne af Det Danske Travselskab.

Følhopperne blev solgt på en auktion den 11. februar 1902 og Willads Olsen fra Vintappergården i Gentofte købte Missie, der også blev mor til Kriterie- og Derbyvinderen Miss Refero.

Senere købte Julius Høybye altså Elinor, der blev en rigtig fin væddeløber med rekord 1.34,0, hvilket var rigtigt fint på den tid.

I 1904 købte Julius Høybye Firemilegården i Karlstrup, der frem til først i 50’erne dannede rammen omkring Høybye-familiens stutterivirksomhed. Gården ligger fire mil (30 km) fra København – deraf navnet – og i årene efter århundredeskiftet udvidede Høybye efterhånden bestanden af følhopper.

I Dansk Traver-Stambogs Bind 2 (1910) står han således opført som ejer af otte forskellige hopper, der har fået føl i årene 1902-09 – heriblandt amerikanskfødte Belle Wilkeswood, der blev købt i Tyskland i 1907 – men der kom først rigtig fart på stutterivirksomheden da Julius Høybye i årene efter 1. verdenskrig begyndte at hjemkøbe førsteklasses avlsmateriale fra USA. 

Læs også: Julius Høybyes storløbssejre

Første import i 1919

Julius Høybye var på mange områder foregangsmand inden for travsporten. Han tog bl.a. selv personlig kontakt til de store travstutterier i USA, hvilket resulterede i den første sending af heste til Danmark i foråret 1919.

Han fik kontakt med den amerikanske træner Walter Cox (vinder af bl.a. Hambletonian Stakes 1929 med Walter Dear), som gennem årene solgte mange fine heste til Julius Høybye – “Far blev gode venner med Walter Cox. Han hjalp far derovre og snød ham aldrig.” som sønnen, Julius Høybye, Jr. (1894-1959) sagde i et interview i Trav-Jul 1958.

Sproget var en udfordring, men Julius Høybye fik god hjælp af sønnen Niels (“Murphy”), som sammen med broderen Hans var rejst til USA i 1912 for at prøve lykken inden for landbruget. Niels havde i øvrigt været amerikansk soldat under 1. verdenskrig, mens Hans slap fri fordi, han ikke var høj nok.

Julius Høybye købte bl.a. en del heste på Wallnut Hall Farm i Kentucky, og i april 1919 ankom de tre første heste til Danmark – hopperne Salinas og Sandorra samt hingsten Truxton, der i 1921 aflivede Baron Silvers 10 år gamle banerekord på Lunden med et helt sekund til 1.24,1.

undefined

Amerikanerimporten Truxton fik stor succes i Danmark - både som væddeløber og i avlen.

Truxton, der senere blev eksporteret til Sverige, blev bl.a. far til Kriterievinderen Iowa og Opdrætningsløb- og Kriterievinderen Kaddara – sidstnævnte dog kun måske da Julius Høybye ikke med sikkerhed kunne fastslå, om det fædrene ophav var Truxton eller Native King!

Senere på året – i november 1919 – kom næste hold heste fra USA, heriblandt Barbara Lee, der blev et af 20’ernes store navne med i alt 15 sejre og 58.600 kroner.

Turen fra New York til København foregik dengang med skib og inkl. alle mellemstationer tog det fra 15 til 19 dage. Først i midten af 50’erne begyndte man at flyve heste over Atlanten – den første var Emma Signal Girl, der blev importeret af Axel Jacobsens far, Poul Jacobsen, Stutteri Langesø – men for 100 år siden var det altså en langsommelig og ikke mindst kostbare affære at hente travheste i USA.

Guldhoppen Jane Ann H

Jane Ann H var uden sammenligning Julius Høybyes guldhoppe nr. 1. Hun kom til Danmark i 1920 og blev mor til bl.a. tre Opdrætningsløbvindere (Guy Worthy, Ivun og King Viggo – sidstnævnte vandt Svensk Opdrætningsløb i 1927) samt Derbyvinderen Gibtown. Jane Ann H blev endvidere mor til Miss Jane Frisco, der er 4 x tipoldemor til Orali.

I samme hoppelinje finder man også heste som derbytoeren Marius Møllegård, Crowns Banker, Gitano, følhopperne Schimone Senator (mor til bl.a. Taekwon Garbo)

Læs også: Masten holdt

Captain Axworthy

I 1920’erne var Julius Høybye flere gange i USA for at købe nye heste – primært følhopper, men en af de største succeshistorier var afgjort hingsten Captain Axworthy, der som 3-års vandt 16 løb i USA og satte rekord 1.18,5. Guy Axworthy-sønnen var på den baggrund ikke nogen billig hest, men Julius Høybye var ikke bange for at tage chancer, og som regel så han rigtigt.

Det gjaldt også Captain Axworthy, der blev far til 128 afkom og var avlschampion seks gange i årene 1938-44. Captain Axworthy blev bl.a. far til derbyvinderen Ebbe Axworthy samt kriteriumvinderen og sejrshesten Styrmand, der senere også blev en succesrig avlshingst.

undefined

Billedet af Captain Axworthy er fra dens karriere i USA. Den blev indført til Danmark i maj 1927 som fireårs, og herhjemme nåede den at blive avlschampion seks gange.

Nogenlunde samtidig importerede Julius Høybye også hingsten Worthy Harvester, der i lighed med Captain Axworthy, startede sin karriere i Danmark som væddeløbshest. Der var store forventninger til Worthy Harvester, men hingsten opnåede aldrig helt samme succes og blev siden eksporteret til Sverige. Worthy Harvesters bedste afkom var Aerolit – en af de kun tre ”Triple Crown-vindere” i dansk travsport med sejr i både Opdrætningsløb, Kriterium og Derby.

Hingstene Chilton og Native King virkede også i en årrække på Firemilegården. Chilton blev ligeledes eksporteret til Sverige og blev svensk travsports første store stjerne med i alt 51 sejre.

Julius Høybye benyttede selvfølgelig også hingstene til sine egne hopper – og dem var der mange af. I 1928 havde han eksempelvis 11 følhopper – alle importeret fra USA – og det niveau fortsatte i mange år; også da sønnen, Otto Høybye, overtog stutteriet og senere flyttede stutterivirksomheden til nabogården, Lindebo.

Aktiv til det sidste

Som mange af datidens hesteejere kørte Julius Høybye selv Elinor og størsteparten af sine øvrige heste. I travsportens barndom kunne ejerne frit køre deres egne heste i løb – begrebet amatørlicens blev først indført omkring 1911-12 – men man skal også huske på, at de fleste var vant til at køre med deres arbejdsheste i marken og alle andre steder. Julius Høybye var eksempelvis slagtermester og kørte dagligt til Kødbyen i København, hvor han solgte sine kreaturer.

Der fandtes dog også professionelle trænere, som fik bevilling af Det Danske Travselskab til at tage heste i træning, ligesom de også fik kørebevillinger til at køre løb – men det er jo en anden historie.

Læs også: Det startede med Grethe II

Det er begrænset, hvad vi ved om Julius Høybyes tidligste meritter i sulkyen, men han kørte umiddelbart sit første travløb i 1890 og var aktiv til og med 1933, hvor han i fire starter fik én sejr og to mindre placeringer. Året før havde han vundet tre af sine fire starter med Nikon Volo, der blev Høybyes sidste ”stjerne”. 

undefined

Nikon Volo og Julius Høybye efter en sejr i 1932.

Læs også: Mindst 103 sejre

Af Travsportens Hall of Fame/Henrik Berg 

 

Læs også et større portræt af Julius Høybye og Høybye-familien på Travsportshistorie.dk