Emigrant på æresrunde med sin træner Walther Kaiser-Hansen efter parrets sejr i Dansk Trav Derby 1963. Emigrant på æresrunde med sin træner Walther Kaiser-Hansen efter parrets sejr i Dansk Trav Derby 1963.

Emigrant

Derbyvinderen fra 1963, Walther Kaiser-Hansen-trænede Emigrant, blev den eneste Triple Crown-vinder i perioden 1940-2009. Samtidig er hesten den eneste Triple Crown-vinder, der også har vundet Amager-triplen med mesterskaber for 2-, 3- og 4-års.

Walther Kaiser-Hansen og Stald Snaptuns Emigrant viste allerede i sin debutsæson som toåring i 1961 kvaliteter, der rakte langt udover, hvad der tidligere var set her i landet. Og hesten levede til fulde op til sine præstationer som toåring i de følgende sæsoner, hvor den satte den ene rekord efter den anden, såvel indtjeningsmæssigt som tidsmæssigt.

Emigrant blev den første hest efter Aerolit (1937-39), der vandt Triple Crown i form af den klassiske trio, Opdrætningsløb, Kriterium og Derby.

Dermed blev han samtidig den sidste inden Okay Bee (2008-2010), og så er og bliver han den eneste hest i dansk travsport, der samtidig har vundet Amagers Triple Crown, 2-, 3- og 4-års Mesterskabet.

Amager-trioen var før præsteret af Dorrit Diamond (1940-1942) med Paul Groch senior, og senere af Karina Axworthy (1966-1968) med Helge Heine, Leif Løfgren og Hans Svensson. I øvrigt vandt Karina Axworthy også DM for 5-års på banen med K. G. Fylking.

En stærk stamtavle med tre DM-vindere

Emigrant tilhørte første årgang efter Rex the Great-sønnen Safari the Great, der tilhørte toppen i sin årgang i konkurrence med Snowflake og Silvie Roy, men selv om Safari the Great havde sat 4-års hingsterekord for Walther Kaiser-Hansen i Amager-mesterskabet 1956 (1.19,9), så kunne man ikke på forhånd vente så strålende en avlsdebut af en indlænderhingst.

I E-årgangen fik Safari the Great 11 afkom, og blandt disse også Eminent og Excellent, som sammen med Emigrant udgjorde årgangens tre bedste hingste, i hvert fald indtil derbyet.

Moderen til Emigrant var Takina, som også var trænet af Walther Kaiser-Hansen, men hverken hun eller hendes moder havde præsteret. Til gengæld var Takina datter af den gamle amerikaner og dobbelte DM-vinder Game Warden (født 1935), og det var måske forklaringen på det vellykkede resultat.

Andre hopper efter Game Warden leverede nemlig derbyvinderne Rex Junior og If Klokkedal samt hurtigtraveren La Boca. Og så var Takinas mormor i øvrigt den fremragende tyskfødte hoppe Edellinde (f.1928), der for Oluf Månsson blev vinder af DM i 1933, den eneste hoppevinder i DM i en periode på 25 år. Dermed havde Emigrant tre DM-sejre i stamtavlen.

undefined

Emigrant havde en ganske stærk afstamning. Og hesten levede til fulde op til disse blodlinier gennem sine præstationer på væddeløbsbanerne.

Alle andre galoperede

Emigrants karriere startede i juni 1961 på Amager, hvor fem heste deltog i det første toårsløb på banen dette år. Emigrant startede meget langsomt, to andre galoperede, og Enina Olympia og Echo løb langt foran. Emigrant nåede frem til angreb på sidste langside, nu galoperede begge de to forreste, og Emigrant kunne stille og roligt spadsere til sejr i 1.28,0.

Det var ikke her og heller ikke ved årets enlige og knebne nederlag til Enina Olympia (Palle Sperling), at man opdagende hestens enorme kapacitet, selv om begge duellanter viste høj standard der.

Blandt Europas hurtigste

Det skete første gang i Amager-mesterskabet, hvor Emigrant blev udfordret af Excellent (Jørgen Olsen) om føringen i topfart, men hvor han netop afviste dette angreb. Derefter vandt hesten overlegent i 1.22,1/1500 meter foran Enina Olympia og Excellent i 1.23,0.

Emigrant forbedrede dermed Balticas toårsrekord fra 1.23,2, og med sin tid blev han Europas hurtigste toåring i sæsonen (sammen med svenske Invasion) – altså udenfor Italien, der på den tid og vel også nu har de hurtigste fem-seks stykker. Invasion satte med sin notering svensk 2-årsrekord.

Efter dette blev Emigrant endnu større favorit i Opdrætningsløbet, men i dette opgør indledte han med en startfejl på 50 meter. Han kom dog ned i trav igen, blev sendt af sted efter feltet, viste 1.20-fart resten af vejen og sejrede sikkert i tiden 1.24,9. Det var mageløst.

Læs også: Kaiser-Hansen fortæller om Emigrant efter hestens toårssæson

Kriterium med galop

Som treåring var Emigrant mindst ligeså suveræn, hvor han vandt ti sejre i 11 starter, alle til små odds. Den største triumf var naturligvis kriteriesejren, hvor Emigrant efter startgalop nåede til føring på sidste runde og gik til mål uden at være reelt presset af Excellent.

Herefter gik turen til Amager-mesterskabet og en suveræn sejr på langdistance i 1.22,6/2600 meter, naturligvis ny løbsrekord, og ny treårsrekord på langdistance, før han i et sølvtøjsløb i september gik til angreb på den danske treårshingste-rekord, sat af Pelikanen med 1.21,8 ni år tidligere.

To sekunder skåret af treårsrekorden

I dette opgør var der fuld fart over feltet hele vejen, det blev til en voldsom forbedring til 1.19,7, årets hurtigste af en treårs i Skandinavien, selv om den svenske derbyvinder Julienne (Sören Nordin) havde den skandinaviske 3-årsrekord med 1.19,4 fra året før.

Efter Emigrant fulgte Clicquot (Jørgen Olsen) i 1.20,1 og Percy Nichols (Dan Jensen) i 1.20,6, og Percy Nichols blev dermed den hurtigste 12-års i dansk travhistorie. Denne rekord blev væsentlig forbedret året efter af jernhesten Ruder Konge. Og så skal det med, at banen var fedtet og ikke direkte rekordegnet.

Det var selvfølgelig en svensker, der gav Emigrant årets enlige nederlag. I Skandinavisk 3-års Mesterkab i Lunden lod den svenske Kriterie-treer Prins Krona (L. Nordquist) sig ikke besejre, selv om det var tæt på. Tiderne var 1.22,6/2600 meter for begge, og Emigrant havde været favorit til 12:10.

Måske havde hesten tabt lidt form, nu sluttede sæsonen i hvert fald med en præmiehøst på rekorden 41.200 kr., hvor Snowflake ellers havde haft den maksimale 3-årsindtjening på 24.750 kr.

Den ultimative triumf for Kaiser

Derbysæsonen blev en ny jubelsæson for Emigrant, i klar modsætning til Kaisers tidligere ’derbykandidater’ og Kriteriumsvindere Ascari The Great og Carlsberg, der begge blev slettet op til løbet, og i modsætning til Duks Folsted, der havde smidt det hele væk som favorit for Stald Snaptun året inden.

Sæsondebuten dette år fandt sted i begyndelsen af maj, med sejr, men kun fordi Cim Payne foran var diskvalificeret.

Derefter gik det slag i slag til indtil selve derbyet d. 7. juli, hvor Emigrant lagde ud med en galop og et terræntab på 25 meter, hvorefter han på første runde avancerede til noget der lignede fjerde par udvendigt. Angrebet kom på sidste runde. Kaiser-Hansen bragte sin hest til føring gennem opløbet, og han blev kun moderat truet af staldkammeraterne Eminent (Aksel Pedersen) og Eugen (Poul Guttermann). Kaiser-Hansen holdt hesten på biddet til stregen. 

undefined

Emigrant (1) og Walther Kaiser-Hansen sejrer i derbyet foran yderst angribende Eminent (5) med Aksel Pedersen og Eugen (15) med Poul Guttermann, mens fjerdehesten er Essi Lloyd (4) med Mark Ingdam.

Dobbeltsejren for Stald Snaptun (ægteparret Worm) og Safari the Great var noget ud over det sædvanlige, og staldtrioen blev først overgået af Gordon Dahl i E-derbyet 2001 med henholdvis første-, anden-, tredje - og femteplads.

Walther Kaiser-Hansen havde endelig fået sin derbysejr – og det skulle senere vise sig at blive den eneste i hans karriere.

Fireårsrekorden i Hamborg

To uger senere blev Emigrant og Kaiser-Hansen trods ny startfejl nr. 3 i 1.17,3 i Europapokal der 4-jahrige på Bahrenfeld-banen i Hamborg bag Pepite, 1.15,9, og dansk-amerikaneren Gerry Hanover (Knud Hansen) i 1.16,8, og dermed forbedrede han den danske fireårsrekord med 1,6 sekund.

Ursus the Great havde løbet 1.18,9 i 1958 og forbedret Safari the Greats rekord, og Basta Hanover og Bambino havde tangeret Ursus the Great i 1960. Løbet i Hamborg var på det tidspunkt det hurtigste fireårsløb nogensinde afviklet i Europa. 

undefined

Emigrant vinder Amagers 4-års Mesterskab. Så overlegen var parret, her foran staldkammerat Eminent og Aksel Pedersen i et af heatene på Amager.

Sæsonen sluttede med nederlag i både Skandinavisk Mesterskab (femteplads i Oslo) og i Skandinavisk 4-årsmesterskab med tredjeplads d. 22/9 i Lunden, men det blev fremført, at det var et skidt tidspunkt for de danske fireåringer, der havde haft derby i juli imod svenskernes i september.

I hvert fald havde Emigrant helt tydeligt mistet topformen, og det skandinaviske mesterskab var i hvert fald så svagt, at Emigrant på toppen havde kunnet vinde. Nu manglede han trods femteplads blot 1/10 sekund.

Fireårssæsonens ti starter gav seks sejre og en indtjening på 71.425 kr. - en ganske stor rekordforbedring af den hidtidige danske indtjeningsrekord for en fireåring. 

Læs også: Emigrants storløbssejre og rekorder

Russerne sat på plads

Som ældre skulle Emigrant ligesom andre sejrsheste med høj startpræmiesum, eksempelvis Ruder Konge, oftest giver 20 eller 40 meter forud i de nationale løb. Derfor vendte Kaiser-Hansen blikket til Sverige og Norge, hvor parret de følgende to sæsoner vandt ti sejre i 20 udenlandske starter og præmier på 90.000 kr. Der var på det tidspunkt ikke tidligere leveret tilsvarende resultater udenlands af andre dansktrænede heste.

Som femårring var den største triumf uden tvivl sejren i Axel Jensens Mindeløb i Oslo med to afdelingssejre til i alt 16.000 kr.

Som seksåring leverede Emigrant måske karrierens bedste løb, da han satte de russiske kæmper Lazutjik, Garem, Granit og Legion til vægs i det internationale linjeløb i Malmø på 1.19,8/2600 meter. Her var vinderoddset 5,69, og den bedste svenske hest blev nr. 6.

Ellers var Emigrant ekspert i sejre til små odds, 1,07 både på Fyn som treårs og senere på Amager i 4-årsmesterskabet, og så var han i en periode som 5-års så overlegen, at Lunden satte ham udenfor totoen, f.eks. i Øresundspokalen i maj.

Brændte ud sidst i karrieren

Efter fem succes-sæsoner i træk var hesten efterhånden brændt ud, og Emigrants starter i 1966 og 1967, det sidste år for ejerparrets sønner Steen og Bent Worm, fortjener at gå i glemmebogen.

Emigrant og Walther Kaiser havde ydet unikke præstationer og hesten havde indtjent 265.400 kr., hvorfor han netop fik ram på Ruder Konges indtjeningsrekord på en kvart million kr. fra 1963. Og Emigrant havde leveret sit unikke Triple Crown-triumf med galop og terræntab i alle tre klassiske løb!

Det er vel nok en smagssag, om man holder Emigrant eller My Nevele som Kaiser-Hansens bedste hest gennem karrieren, men stort var det under alle omstændigheder.

Efter endt karriere gik Emigrant til avl, men de omkring 200 afkom, den fik, levede slet ikke op til forventningerne. Endnu en gang havde en indlænder skuffet i avlen.

Af Travsportens Hall of Fame/Lars Donatzky og Carl Christian Junge