Charlottenlund Travbane som den så ud ved banens åbning i 1891. Charlottenlund Travbane som den så ud ved banens åbning i 1891.

Før 1970

På denne side hylder Hall of Fame-komitéen nogle af de største to- og firbenede profiler i dansk travsport i perioden fra 1885 til 1970.

De navne, der udpeges til en plads i Travsportens Hall of Fame i denne periode, vil løbende blive præsenteret i rækken til højre øverst på denne side.

De første 85 år af travsporten i Danmark, perioden fra 1885 til 1970, rummer selvsagt en voldsom sportslig udvikling. Driftige initiativtagere som dyrlæge Baron von Eggers, konsul Otto Marstrand og direktør I. C. Tvede, Jægermester Breit og den berejste sportsjournalist og sekretær Hugo Jørgensen skabte med totalisatortilladelse grundlaget for dansk travsport. 

Det startede noget famlende med seks år på en interimistisk bane ved Lyngbyvejen og en vis kontakt til både Norge, Sverige, Østrig og Tyskland, men med Charlottenlund Travbanes åbning i 1891 trådte dansk travsport for alvor ind i det internationale samarbejde.

De norske fjordheste og det danske løbsmateriale med baggrund i heste af dansk landavl blev hurtigt forbedret og erstattet med russiske importer og snart derefter med amerikanske hingste og hopper. Der kom trænere til fra det meste af verden, og fra Holland fik dansk travsport den allerstørste champion i Niels Jan Koster.

Travsporten blev moderne og meget populær, og ekvipager fra banerne Odense og Århus begyndte i slutningen af perioden at blande sig i de klassiske løb. Årene fra 1950 til 1970 blev afsættet til en landsdækkende nationalsport af høj klasse - og optakten til Tarok-æraen.