Hans Hansen, som han så ud, da han i en alder af 71 år sluttede sin karriere i 1975. Hans Hansen, som han så ud, da han i en alder af 71 år sluttede sin karriere i 1975.

Hans Hansen

I mere end 40 år var Hans Hansen træner på Charlottenlund Travbane. Han vandt såvel Dansk Trav Derby som Dansk Trav Kriterium tre gange i løbet af karrieren med egentrænede heste.

Hans Hansen var uddannet hos Oluf Månsson, hvor han vandt sin første sejr med Maro i 1930.

Han tog selv trænereksamen 1931, og derefter slog han sig ned som selvstændig træner i 1932.

Hans Hansen var en meget dygtig og vellidt hestemand, der fik tilnavnet "Junkeren". I alt vandt han 807 sejre i perioden fra 1930 til 1975.

Rex the Great og Aerolit - stjernerne over dem alle

Karrierens helt store hest blev Rex the Great, som han personligt vandt 48 sejre med (af hestens 50), men også Triple Crown-vinderen Aerolit gav ham store triumfer (36 ud af hestens 40 sejre).

Når Hans Hansen ikke vandt alle løbene med dem, skyldtes det bl.a., at de var hurtigtravere på samme tid, og at han indimellem havde Knud Hansen til at vikariere bag den fravalgte hest. Således også ved dobbeltsejren i DM 1940. 

undefined

Rex the Great og Hans Hansen (nærmest) besejrer norske Oxan i Skandinavisk Mesterskab 1937 efter at foranliggende Sonny Diamond er blevet diskvalificeret

Aerolit blev første hest efter Harriet A (1898-1900) til at vinde alle de klassiske løb, og denne bedrift er siden (pr. 1/9-2017) kun udført af Emigrant (1961-1963) og Okay Bee (2008-2010).

Okay Bee er den hidtil eneste, som også har sejr i DM. Det var lige ved for Aerolit, men staldkammeraten Rex the Great var i vejen som omtalt.

undefined

Triple Crown-vinderen Aerolit med Hans Hansen i en karakteristisk stilling i sulkyen.

Da Aerolit var død ved tarmslyng i en alder af syv år i 1942, og Rex the Great var gået på pension, var Rex the Great dansk travhistories mest vindende væddeløber med 135.525 kr., og samtidig var Aerolit nr. 5 på listen med 97.300 kr.!

Læs også: Hans Hansens storløbssejre

"Manden uden nerver" 

Senere i karrieren triumferede Hans Hansen med Onward Eagle i derbyet og blev nummer to i Rex Junior-derbyet med Ruder Konge, men begge disse rekord-heste fortsatte og sluttede karrieren hos andre trænere.

Hans afventende kørsel med Onward Eagle i derbyet var med til at give ham betegnelsen ’manden uden nerver’.

undefined

Fra Politikens forside 13/7 1953 – dagen efter derbyet med Onward Eagle. Øverst ses Onward Eagle og Hans Hansen som syvende og sidst udvendigt en omgang før mål, nederst målpassagen med Onward Eagle og Hans Hansen som vindere foran Olympic (Mark Ingdam) og Opel Karensdal (amatør Peter Mogensen), som forgæves søgte at få plads mellem duellanterne.

I de sidste sidste sæsoner af sin karriere sås Hans Hansen ikke særlig ofte i sulkyen. Han sluttede sin karriere i 1975 i en alder af 71 år.

Af Travsportens Hall of Fame/Lars Donatzky