Hall of Fame-komitéens medlemmer
Medlemmerne i Hall of Fame-komitéen er alle udpeget og inviteret af Dansk Travsports Centralforbund.
For perioden indtil 1970 fik komitéen til opgave at udnævne og beskrive periodens omkring 30 største profiler blandt travsportens to- og firbenede profiler.
Komitéen kom til at bestå af følgende personer - her nævnt i aldersrækkefølge:
1) Carl Christian Junge (CCJ), født 1944. Morgentræning på Aalborg Væddeløbsbane i ungdomstiden. Stafet på Aalborg Væddeløbsbane. Leder af sportsafdelingen på Charlottenlund Travbane gennem mere end 20 år med ansvarlighed for Copenhagen Cup. Blandt freelance-opgaverne i samme periode: Redaktionssekretær på Væddeløbsbladet, europæisk agent for The Meadowlands, New Jersey, USA, auktionarius på åringsauktioner, medforfatter til diverse hippologiske bøger og tidsskrifter. Daglig leder af Opdrætterforeningen i 13 år, indkøber af amerikanske hopper på foranledning af Dansk Travsports Centralforbund. Daglig leder (general manager) af ACL Farm, Kentucky, USA gennem seks år. Medlem af avlskommisionen i en årrække. Diverse opgaver for private virksomheder, bl.a. i lægemiddelindustrien.
2) Lars Donatzky (LD), født 1947. Regelmæssig til travløb i København fra 1954. Vikar i presselogen fra midten af 1960’erne i et forum af journalister, der havde oplevet travsporten fra 1920’erne. Ungdomskusk (Travsportsinteresseret Ungdom) i en periode på ca. 15 år fra 1965. Dommersekretær på Amager Travbane.
Fra 1968 hestesportsmedarbejder på Politiken. Redaktør af Væddeløbsbladet 1970-1975. Efter pensionering som gymnasielærer fra Gladsaxe Gymnasium 2012 hyppig skribent med det historiske som speciale til Væddeløbsbladet, Dansk Hestevæddeløb og Charlottenlund Travbane. Forfatter til skriftet ”Hestevæddeløbssportens kulturhistorie” fra 2015. Formand for Stald Politiken (1999-2015).
3) Klaus Storm (KS), født 1953. Var til væddeløb for første gang 8. oktober 1966 på Fyens Væddeløbsbane. Denne dag vandt Klarina Helnæs Fyens 2 års Grand Prix – så 50-års stregen er rundet. Min kammerat fra fodboldholdet i Sanderum, Torben Knudsen (Stald Kuk), var personen, der fik mig introduceret til væddeløbssporten. Skrev i flere år referater og lavede nyheder i det lokale baneprogram på Fyn. Arbejdede senere som først freelanceskribent og senere medredaktør på Trav og Galop Avisen. I bestyrelsen på FVB i et par år i anden halvdel af 90’erne. Var medejer af avlshingsten Victor Victor – ”den første og eneste Valley Victory søn i dansk avl”, som det hed dengang. Formand for Opdrætterforeningen fra 1998 – 2005. Formand for DTC 2000-2005, formand for Hestesportens Hus 2002-2005, i bestyrelsen i HFF 2002-2005 og direktør/generalsekretær i DTC siden 2002. Sidder derudover i Skandinavisk Doping Komite.
4) Niels Jørgensen (NJ), født 1962. Har fulgt sporten intenst siden midten af 1970’erne. Redaktør på lokal ugeavis siden 1995. Var 1997-2011 sideløbende tilknyttet Jyllands-Posten med trav-, galop- og ridesport som stofområde. Nu tilknyttet danskhv.dk som freelancemedarbejder.
5) Henrik Ebbesen (HE), født 1976. Redaktør og teknisk ansvarlig for Travsportens Hall of Fame. Født og opvokset et stenkast fra Jydsk Væddeløbsbane. Hyppig gæst på banen siden de tidlige drengeår. Senere hesteejer og opdrætter af flere heste. Uddannet først indenfor ejendomshandel og senere som journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med virke hos bl.a. Berlingske Media. Tilknyttet væddeløbssporten som freelanceskribent i 2006 og siden redaktør af Væddeløbsbladet og Trav & Galop i perioden 2007-15. Arbejder idag som kommunikationsmedarbejder hos konsulentfirma indenfor HR og ledelse.